Fra "GLASNYT", nov. 2008:

Med tilladelse fra Glashistorisk Selskab Aalborg, bringes her en en artikel, som i november 2008 blev genoptrykt i Glasnyt.
Jeg har tilladt mig at indsætte egne, relevante fotos for at bryde den lange tekst.
 
Daværende underdirektør på Holmegaard Glasværk, Mogens Schlüter, giver en glimrende gennemgang af forklaringen på, hvorfor glassets farve - "satsfarven" - ikke kan anvendes som en sikker stedfæstelse af hvilket glasværk, der har produceret et glas - eller en flaske!


- eller, som der står i Glasnyt:

Da der stadig er mange, som ikke har forstået det med satsfarven, genoptrykker vi derfor artiklen fra Glasnyt nr. 2 – december 1985 af Mogens Schlüter. Vi håber at denne artikel kan være med til at belyse ”satsfarven”!

  Med venlig hilsen redaktionen.

TIL GLASNYT.

I det første nummer af GLASNYT, som Glashistorisk Selskab er begyndt at udsende - et initiativ, som vi må hilse med stor glæde - har Jørgen Kjær Hansen skrevet en udmærket artikel om ”Hvor er glasset fra?”, der på mange måder sætter tingene på plads og gør op med de mange ”myter”, som vi alt for godt kender i den danske glashistorie.

Det er fint, men i artiklen kommer Kjær Hansen også ind på begrebet satsfarver, idet der især tænkes på misfarvninger. Her er jeg ikke rigtig enig med Kjær Hansen. Det er ikke noget myte, at glas bliver misfarvet af lyset, men alligevel tilføjer Kjær Hansen lidt irriteret: ”Er der i det hele taget nogen sinde ført bevis for denne påstand?” – Ja, det er der. Enhver glaskemiker ved, hvorfor glas bliver misfarvet.

Med hensyn til ”farvekriteriet”, som Kjær Hansen skriver om, så har jeg vist i mange år holdt på, at man ikke må tillægge satsfarven for stor betydning. Den er i mange tilfælde et resultat af en tilfældighed og kan variere fra dag til dag. Hvis man derfor spørger mig, om jeg tror på ”farvekriteriet”, vil jeg sige: Jeg tror på, at nogle glasværker bevidst har kørt med en svag ”misfarvning” af glasset. Strømbergshyttans sats var svagt grå eller gråblå, Holmegaards har i mange år været blålig, og nogle gamle glasværker har haft gennemgående misfarvninger på grund af særlige råmaterialer etc., men jeg tror ikke på, at man har dyrket de misfarvninger, der naturligt kommer fra hele affarvnings-processen, som et mål eller blot som noget ønskeligt.

For at komme disse myter til livs og for at give Kjær Hansen de ønskede beviser, har jeg allieret mig med Holmegaards chefkemiker, Jørgen Fougt, og har fået godkendelse af den følgende gennemgang af disse problemer.

Det sand og enkelte andre råmaterialer, der bruges ved smeltning af glas, indeholder mere eller mindre jern - og måske krom.

I det følgende vil der særligt blive gjort rede for problemerne med jernindholdet. Jern farver som bekendt jern grønt. Jernet optræder i to former: ferri-oxyd, der farver glas gulgrønt og ferro-oxyd, der farver glas blågrønt. For at få så farveløst glas, som muligt, må man "affarve" glasset, som det hedder med et lidt misvisende udtryk.
Det er nemmere at affarve det iltrige ferrioxyd-glas og derfor fyrer man normalt en glasovn med et overskud af ilt (se "Danske flasker" side 19-20).
For at få farveløst glas ville det mest logiske være at fjerne jernet fra råmaterialerne. Det lader sig ikke gøre på en overkommelig, det vil sige økonomisk forsvarlig, måde. Da dette nu ikke kan lade sig gøre, består "affarvningen" derfor i at tilføre glasset et eller flere stoffer, der farver glasset med komplementærfarven til grønt, hvilket er violet eller en blanding af rødt og blåt. Ved komplemen-tærfarver forstår man farver, der "ophæver" hinanden, d.v.s. de tilsammen syner hvidt. Når der står "syner". så er det fordi det, der sker er, at glasset i virkeligheden er en lille smule gråt, idet der tilbageholdes en lille smule af alle spektrets farver, når det gulgrønne glas tilsættes et violetfarvende metal. Glasset synes farveløst, men er gråt.

Denne gråfarvning kendes fra gamle glas, der ofte kan være ret så grå i glasmassen. De er normalt affarvet med grundstoffet mangan i form af mineralet brunsten. Når jernindholdet har været lidt vel stort, bliver glasset så gråligt, at det kan ses – d.v.s. der er tilbageholdt så mange lysstråler, at glasset ser gråt ud. Tilbageholdes samtlige lysstråler, hvilket kan opnås ved at farve glasset meget kraftigt violet, synes glasset sort. Denne farve kaldes ”hyalith”. Glasset ser sort ud, men er meget mørkt violet.  

Mangan blev brugt som affarvningsmiddel op til ca. 1920. Man kaldte ligefrem brunsten, der blev brugt som råmateriale, for ”glasmagersæbe”, fordi det ”vaskede glasset rent”. I nogle tilfælde er gamle, mangan-affarvede glas en smule violette. Det kan skyldes en lidt for stor mængde mangan, men det kan også skyldes en misfarvning, idet mangan-atomerne i glasset er blevet påvirket af lyset.

Lys er energibølger, - jo kortere bølgelængde, des højere energiindhold – og det, der især misfarver glasset, er de meget korte, ultraviolette stråler, der udsendes af visse lyskilder. Lysstrålerne påvirker de elektroner, der svirrer omkring atomkernen. Den gennem lyset tilførte energi kan få elektronerne til at skifte bane eller måske helt at forlade atomet. Derved er der opstået et nyt stof, der måske kan misfarve glasset, hvilket kaldes ”solarisation”. Det således misfarvede glas kan bringes tilbage til sin oprindelige tilstand, dvs. igen blive farveløst, ved at blive opvarmet, hvorved elektronerne vender tilbage til deres oprindelige plads. Når elektronerne på denne måde kan slås væk fra deres normale plads uden straks at vende tilbage, så skyldes det, at glas er en isolator, der ikke leder eller påvirker de elektrisk ladede elektroner.

Et andet forhold, der spiller ind og gør hele denne sag så kompliceret, er at affarvningen er påvirket af ovnatmosfæren, idet iltindholdet forskyder balancen mellem ferri- og ferrooxyd i glasset og dermed farven, som omtalt i indledningen. – Når farven forskydes, kan affarvningen enten blive for kraftig, dvs. rødlig, eller for svag, dvs. grønlig. Heraf følger så, at farven kan variere fra dag til dag, især i de gamle ovne, hvor atmosfæren ikke var under kontrol, som den er i en moderne ovn.

Omkring 1920-30 begyndte vi i Danmark at bruge andre stoffer som affarvningsmiddel, en blanding af metallet selen og koboltoxyd. Selen farver glas rødt, når det optræder som frit selen, mens koboltoxyd farver glas stærkt blåt. Tilsammen får vi den ønskede violette farve. Man fremstillede en blanding af de to stoffer i det rette forhold, blandede det op med fint sand og fik på den måde en slags råmateriale, der endnu brugtes ved fremstilling af hvidt glas til emballage og flasker udført på maskine.

Det var et problem ved denne affarvningsmetode, at den er følsom overfor varme. Når et glas, affarvet på denne måde, blev varmet op til små 500 grader, som det sker, når man skal brænde emaljefarver eller guld fast på glasset, blev glasset lyserødt. I glasset findes der en fast ballance mellem frit selen og det iltholdige selenit. Denne balance forskydes ved opvarmningen, mængden af frit selen bliver forøget og glasset bliver lyserødt. Derfor fremstillede man på Holmegaard i 1940-60 en særlig glasmasse til malede glas, kaldet ”guldglas”, der indeholdt mindre affarvningsmiddel og derfor var en lille smule grønt. Ved genopvarmningen i maleriets ovne ophævede de to farver hinanden og glasset så hvidt ud.

Også det selen-kobolt-affarvede glas bliver udsat for solarisation. Der sker her nøjagtigt det samme som ved det mangan-holdige glas. Elektronerne slås ud af deres bane og giver anledning til misfarvninger. Her bliver farven kedelig gul, hvilket nemt kunne ses på glas, der havde stået en sommer igennem i et udstillingsvindue eller var blevet udsat for ultraviolet lys. Ligesom ved manganmisfarvningen kunne den gule farve fjernes ved genopvarmning.

Solarisation kan modarbejdes med et ringe indhold af blyoxyd i glasset.
Blyoxyd virker som en slags stabilisator imod misfarvning på grund af solen og derfor indeholder Holmegaards almindelige sodaglas, der bruges til de tunge servicer som Tivoli og Skibsglas, ca. 4% blyoxyd siden 1967. Jo mere energirig stråling, glasset bliver udsat for, des mere blyoxyd skal det indeholde for at modvirke misfarvninger.

På grund af de forskellige problemer ved selen-kobolt-affarvningen begyndte man i 1967 at bruge stoffet neodymoxyd. Neodym hører til de såkaldte ”sjældne jordarter”. Det har været kendt i mange år, men først fra midten af 1960´erne fremkom det i en så ren kvalitet og til en sådan pris, at det kunne bruges til affarvning af glas. Det farver glas i den ønskede rødviolette farve og er ikke forbundet med de varmefølsomheds-problemer, som selen-kobolt glasset og det er ikke udsat for nogen væsentlig solarisation.

Alligevel bibeholder man af mange andre grunde blyindholdet i det almindelige sodaglas. Det neodymoxyd-affarvede glas kan omkøles og genopvarmes uden problemer, derfor intet særligt ”guldglas”, ingen misfarvning på grund af forskellig placering i kølerøret eller på grund af godstykkelsen. Neodymoxyd synes at være det ideelle affarvningsmiddel, men det er ret kostbart og det er grunden til, at man ikke bruger det i det billige emballageglas.