Begge flasker er knapt 19 cm. høje og ret tunge - kraftigt glas. - Der findes flere engelske flasker af samme type, men jeg har ikke hørt om andre danske.
Disse flasker, som også vises på forsiden her i februar, har for omkring 100 år siden været anvendt til EMBROCATION. - Og hvad er så det???
Embrocation er et liniment (fly-dende lægemiddel til udvortes brug), som gnides ind i huden. Midlet brugtes (bruges?) til heste, som der jo var rigtig mange af, da disse flasker blev
langet over disken hos materialister og på apoteker.
Flasken til venstre har denne tekst i relief: ELLIMAN´S ROYAL
EMBROCATION FOR HORSES MANUFACTORY SLOUGH - altså Ellimans kongelige embrocation til heste - fabrikeret i Slough (ganske tæt på London). Flasken er købt i England.
Flasken til højre er dansk. Relief-teksten
er: L. D. EGELUNDS VULCAN EMBROCATION COPENHAGEN.
Ludvig Dannemand Egelund var
fabrikant og translatør (oversætter). I vejviseren står han i 1892 som indehaver af Frederiksborggades nye Materialhandel - senere har han virksomhed på Kgs. Nytorv 8 og Store Kongensgade 14, nemlig Kemikalie- og Droge-Kompagni
Elektron, Kemisk-Teknisk Laboratorium.